Mad på 30 minutter – masser af nemme og lækre hverdagsretter

Mad på 30 minutter – masser af nemme og lækre hverdagsretter
Indholdsfortegnelse

Kender du det? – Man har været i gang lige fra morgenstunden med alskens gøremål, haft en lang og travl dag på arbejdet og senere venter endnu en række aktiviteter som hentning af børn, rengøring og også gerne lige en tur i fitnesscenteret.

Derefter skal der handles ind, men hovedet er tømt for inspiration, og det bliver til én af de få retter, man ved, man næsten kan lave i søvne, men som man også har fået 1000 gange før. 

Det kan også være, man slet og ret dropper turen til supermarkedet og må nøjes med det, skabe og skuffer derhjemme kan frembringe. Eller måske tyer man til den nemmeste løsning af alle og køber take-away, skønt det ofte er dyrt og ikke altid lige sundt. 

Mon ikke mange af os kan genkende ovenstående scenarier? Et travlt liv med arbejde og fritidsaktiviteter levner ikke altid meget tid til at frembringe de store kulinariske oplevelser i køkkenet. For er man først hjemme ved 17-tiden vil ønsket om en rolig og afslappende aften stå en del højere på ønskelisten end et par opslidende timer i køkkenet.

Så hvad gør man? Svaret er egentlig ligetil: man har behov for en liste med nemme og hurtige retter, der ikke kræver meget tilberedningstid. Retter der er nemme at købe ind til, og som smager godt og bare virker – hver gang! 

 

Vi har til formålet lavet en liste med vores bedste bud på sådanne retter, der gang på gang redder os selv i en travl hverdag. Bemærk at ikke alle opskrifter der henvises til kan laves på under 30 minutter, så du skal bruge vores tips fra artiklen sammen med opskrifterne for at nå i mål:

 

1) Kartoffelporresuppe:

Suppen kræver, at du har følgende ingredienser i køkkenet: ½ kilo kartofler, to porrer, olie, fond/bouillon, fløde, salt og peber. 

Kartoffelporre suppe

En klassisk suppe der er nem at lave, indeholder få ingredienser og som bare smager rigtig godt. Hemmeligheden til at lave suppen på under 30 minutter er at koge dem i små tern a’ cirka 2 x 3 cm.

Men start med at lade porrer og kartofler svitse i lidt olie i et øjeblik, da det giver suppen en langt bedre smag, end hvis du bare koger grøntsagerne i fonden. Brug meget gerne en hjemmelavet fond, hvis du har, ellers kan en god købefond sagtens anvendes. Blend suppen med en stavblender direkte i gryden, da det sparer opvask, og tilsæt et skvæt fløde for en ekstra god smag.

Prøv at smage suppen til med et drys friskrevet muskatnød, det passer rigtig godt til suppens milde smag. Kartoffelporresuppe smager rigtig godt med et drys sprødstegt bacon, men også chorizopølse, pancetta eller parmaskinke kan steges på samme måde og serveres til.

Som alternativ til bacon kan suppen serveres med ristede og saltede mandler. Andre forslag til toppings kan være brødcroutoner, snittede forårsløg eller semidried-tomater. 

Her har vi f.eks. en opskrift på retten.


2) Pasta med kødsovs: 

Retten kræver som minimum disse ingredienser: 400 gram hakket oksekød, olie, 1 lille dåse tomatpure, 1 dåse passata eller flåede/hakkede tomater, salt og peber samt pasta. 

Lynhurtig pasta med kødsovs

Pasta med kødsovs er en ægte klassiker i mange hjem, når det skal gå stærkt. I Italien er retten, i modsætning til herhjemme, faktisk på ingen måde en hurtig ret, men en rigtig simreret, der kræver flere timers kogning på svagt blus for at blive god. En kødsovs lavet på denne måde er noget helt andet end den, mange spiser på en travl mandag aften, og har man først smagt den langtidssimrede udgave af retten, kan det være svært at vænne sig til den typiske danske udgave.

Mindre kan dog også gøre det, og det kan lade sig gøre at lave en ganske hæderlig kødsovs på cirka 30 minutter. Her er vores tips til, hvordan du med nogle få justeringer løfter din hverdagskødsovs med flere højder.


•    Bacon: et par skiver finthakket bacon vil få din kødsauce til at smage af langt mere og mere autentisk italiensk. Tilsæt bacon sammen med løgene og lad det stege med et par minutter, inden kødet kommes i. 


•    Tomatpure: Tomatpure skal, så at sige, ”brændes af” for at udvikle den gode, runde og bløde smag. Kommes det blot i saucen, kan den derimod bidrage med en syrlig smag, der ikke rigtig gør noget godt for kødsaucen. Brug den mængde tomatpure, du plejer, men tilsæt den, når løgene er stegt klare. Lad pureen stege med i et par minutter, inden du tilsætter kødet, og du får det bedste frem i smagen. 


•    Vin: Et glas rød- eller hvidvin giver kødsaucen en fremragende smag og aroma og er en virkelig nem måde at tilføje saucen en helt sublim smag. Tilsæt vinen efter, du har brunet kødet, og lad den koge ind i et par minutter. På denne måde fjernes alkoholen, så også børnene roligt kan spise retten!


•    Fond: Tilsæt kødsaucen lidt oksefond eller bouillon, det salter saucen og tilfører også rigtig meget smag. Naturligvis er en hjemmelavet fond/bouillon kogt på okseben og urter bedst, men du kan, i en snæver vending, også sagtens bruge en bouillonterning. Vær opmærksom på, at der er stor forskel på kvaliteten af bouillonterninger. Ved at ofre nogle få kroner ekstra, kan du få et produkt, der smager af langt mere, end hvis du køber de billige bouillonterninger, der ikke smager af ret meget andet end salt. 


•    Eddike og sukker: Smag kødsaucen til med lidt eddike og sukker inden servering. Ud over salt og peber giver en smule eddike og sukker kødsaucen en rigtig god og afrundet smag. Smag altid først saucen til lige inden servering, da smagen ændrer sig under kogning, og det derfor er svært at smage til undervejs.  

Læs f.eks. en opskrift her.


3) Pita-/tortillabrødspizza:

Kræver som minimum følgende ingredienser: pita- eller tortillasbrød, tomatsauce, revet ost samt en eller flere slags kød eller grøntsager til fyld. 

Mini pizza

Et supernemt og velsmagende tips til travle familier, der vil undgå madspild: færdigkøbte pitabrød flækkes og smøres med en færdigkøbt tomatsauce – eller hakket tomater/passata tilsat lidt salt og peber. Herpå kommes forskellige former for fyld, stort set alt kan bruges: skinke, pepperoni (eller en god spegepølse) i skiver, tun, peberfrugt, majs, rester af kødsovs med mere. Drys med revet ost og bag pizzaerne i ovnen ved 200 grader i 10-15 minutter, eller til osten er gylden. Har man ingredienserne på lager, kan man lave en salat til som tilbehør, men mini-pizzaerne kan også sagtens spises alene. En hurtig, nem og billig løsning til de dage, hvor tiden er knap og inspirationen i bund, ligesom du kan få bugt med de rester, du har på lager.

Her har vi en opskrift på mini pizza.


4) Svensk pølseret:

Retten kræver, at du som minimum har 6-8 pølser, 1 kilo kartofler, tomatpure og lidt mælk/fløde på lager. 

Svensk pølseret

Svensk pølseret er en virkelig god ret, når det skal gå stærkt! Pølser, løg og kogte kartofler tilsat et par andre ingredienser kan i løbet af meget kort tid forvandles til et lækkert og mættende måltid, som alle i familien vil elske.

Et godt tip er altid at have en pakke pølser i fryseren, som så kan optøs i varmt vand og være klar til brug på et kvarter – cirka den tid, det tager at koge kartoflerne. Svensk pølseret kan varieres på mange måder, og et godt tip er at tilsætte grøntsager i tern eller stykker.

Prøv f.eks. med peberfrugt, gulerødder eller squash (svits dem kort sammen med pølserne). Det smager desuden godt at tilsætte lidt røget paprika og ketchup til retten (udover tomatpure) ligesom du kan tilsætte en blanding af mælk og fløde for en lidt lettere sauce. 

Vi har opskrifter på svensk pølseret her og her.


5) Pasta Carbonara:

Retten kræver som minimum følgende ingredienser: pasta, kød (bacon eller skinke), æg og ost. 

Carbonara

Er også en klassiker fra det italienske køkken, som har vundet udbredelse i det meste af verden. Det er nemt at forstå, for retten er ligeså god, som den er enkel. Den originale opskrift består i al sin enkelhed af spaghetti, bacon, æg, revet parmesan og sort peber.

Retten egner sig dog også fortrinligt som basis, hvor du så tilføjer det, du har på lager.

Det kan være lidt piskefløde, løg og hvidløg, som alle giver masser af smag.

Du kan i stedet for bacon bruge serranoskinke eller pancetta, hvis det er, hvad du har på lager, ligesom du i en snæver vending fint kan bruge en anden reven ost end parmesan. Prøv desuden at tilsætte grøntsager til retten, f.eks. broccoli, porrer eller frosne ærter, det giver masser af smag og gør retten lidt sundere.

Porrerne kan du skære i skiver og stege sammen med bacon, mens broccoli og ærter nok er mest velegnede til at koge med i de sidste minutter sammen med pastaen.

Smag altid retten til med salt og masser af friskkværnet peber og server gerne med revet parmesanost (eller den ost, du har på lager) som tilbehør.

Vi har en hel artikel omkring carbonara fyldt med en masse opskrifter her.


6) Æggekage:

Kræver at du har æg, mælk/fløde, gerne en pakke bacon samt salt og peber på lager. 

Æggekage

En nem ret til travle dage. Pisk blot et passende antal æg sammen med lidt mælk eller fløde samt salt og peber, og aftensmaden er i hus. Du kan dog også sagtens variere æggekagen ved at tilføje forskellige former for fyld og smagsgivere.

Prøv f.eks. med kogte kartofler eller smørristede svampe, der både gør retten mere mættende og velsmagende. Du kan også stege andre former for grøntsager, f.eks. snittet kål, rodfrugter eller andet, og bruge det som fyld i æggekagen.

Endelig er både friske og tørrede tomater velegnede, ligesom forskellige former for sprødstegt bacon, chorizo eller pancetta altid er godt som topping. 

Vi har et par forskellige opskrifter på æggekage her, her og her.

 

7) Risotto: 

Til en risotto skal du som minimum have følgende ingredienser på lager: Risottoris, olie, et løg, fond/bouillon, revet parmesan. 

Risotto

Risotto er endnu en klassiker fra det italienske køkken, og retten kan, i en snæver vending, tilberedes på 25 minutter. Risottorisene koges møre i en fond og tilsættes evt. revet parmesan og forskellige smagsgivere som svampe, grøntsager eller kød/skaldyr. Hvad angår fonden er det naturligvis altid at foretrække, hvis du har en hjemmelavet én af slagsen på lager. Men en købebouillon kan nu også sagtens gå an, og særligt hvis du køber en god én, kan du få et rigtig godt resultat. 

Svampe smager altid godt i en risotto, og alle slags kan bruges. Steg dem i kort tid ved høj varme i olivenolie og smør og tilsæt salt og gerne lidt friske eller tørrede krydderurter (hvis du har). Du kan også bruge tørrede svampe, der er en genial ting som er nem altid at have på lager. De tørrede svampe skal udblødes og skylles inden brug. Lad dem afdryppe og steg dem herefter som de friske svampe.

Ærter fra frost er også virkelig gode i en risotto. Tilsæt dem til risottoen fra frossen stand og lad dem koge med i et minuts tid. Lidt stegt bacon eller pancetta er også godt i en risotto, ligesom du kan bruge forskellige former for friske krydderurter.

Prøv dig frem, der findes med garanti et væld af ukendte og lækre smagskombinationer, ingen endnu har prøvet!

Vi har et par opskrifter på risotto her: Risotto med parmesanRisotto med skinke og avocadoRisotto med trøfler og skaldyr og Risotto med ærter og kylling.


8) Hotdog:

Hotdogs kræver, at du har pølsebrød og pølser på lager. Herudover skal du naturligvis også have et udvalg af toppings som f.eks. rå og ristede løg, syltede agurker samt ketchup, sennep og remoulade – alt efter smag. 

Hot dog

De fleste forbinder hotdogs med noget, man får hos en grill bar, men du kan også sagtens fremstille nogle virkelig gode hotdogs hjemme i dit eget køkken. Her er det igen vigtigt at bruge pølser i en god kvalitet, og har du mod på det, kan du i en weekend prøve at bage dine egne pølsebrød. Lav en stor portion og gem dem i fryseren.

Så har du den lækreste hjemmelavede base for dine hotdogs klar, hvornår det skal være. Brug pølser af en god kvalitet i dine hotdogs, ligesom tilbehøret i form af syltede agurker, ristede løg osv. smager bedst i en god udgave. Har du mod på det, kan du lynsylte en portion rødløg (det tager kun cirka 10 minutter) og på denne måde få ekstra god smag i dine hotdogs. Vil du lave hotdogs en dag, hvor du har bedre tid, har vi desuden en lang række opskrifter på hjemmelavet tilbehør, der vil løfte din hotdog til nye højder. 

Se f.eks. en opskrift her.


9) Croque madame:

Retten kræver som minimum følgende ingredienser: lyst brød, sennep, ost og skinke, mælk, mel og smør. 

Croque madame

En croque madame er franskmændenes svar på en toast, og den lækre lille sag er desuden også populær langt uden for Frankrigs grænser. Den består i al sin enkelthed af brød smurt med sennep og derefter toppet med med skinke, ost og tomatskiver. Det hele overhældes med en ostesauce (kan evt. købes færdig) og gratineres i ovnen, til det er gyldent.

Det gode ved retten er, at den er nem og hurtig at lave, og at man kan komme mange andre ting på brødet end lige sennep, skinke og ost. Prøv at undlade skinken og erstatte den med lidt stegte svampe, eller kom stegte løg og tomater på brødene. Der er et utal af variationsmuligheder, så vær ikke bange for at prøve dig frem. 

Læs opskriften her.



10) Club Sandwich:

En club sandwich kræver naturligvis brød, en form for smørelse, salat samt stegt kylling og bacon. 

Club sandwich

En sandwich er altid godt, og har du et godt brød, kan det næsten ikke gå galt. Den traditionelle clubsandwich har et fyld af stegt kylling, salat, bacon, tomater og karrydressing. Det er en rigtig god kombination, men du kan sagtens variere den med det, du nu har på lager og få en sandwich, der er om muligt endnu bedre end den originale.

Prøv med stegte svampe som fyld, eller erstat tomatskiverne med skiver af æbler. I stedet for bacon kan du bruge ristet chorizo eller pancetta, ligesom du kan bruge den dressing, du nu har på lager. En clubsandwich er det perfekte sted at bruge en rest stegt eller kogt kylling, så du undgår at smide god mad i skraldespanden. 

Se hele opskriften her.


11) Tomatsuppe:

Tomatsuppe kræver som minimum følgende ingredienser: et løg, et par fed hvidløg, tørret oregano, olie, flåede tomater, fond/bouillon, salt og peber samt lidt fløde. 

Tomatsuppe

En tomatsuppe går man aldrig galt i byen med, den kan laves på meget kort tid, og så er der utallige muligheder for at variere suppen. Løg, hvidløg og tomater er svære at undvære, men vidste du, at tomater fra dåse faktisk er et bedre valg end friske tomater, når de skal bruges til suppe? Det skyldes, at der i Danmark, det meste af året er langt mere smag i dåsetomaterne end i de friske tomater, hvilket er den afgørende faktor for en god tomatsuppe. Så vær ikke bleg for at anvende de konserverede tomater, der tilmed er både billigere og nemme at have på lager.

Brug en god fond, når du koger suppen (købt eller hjemmelavet) og smag altid den færdige suppe til med salt, peber, sukker og eddike inden servering. Som fyld i suppen kan du bruge forskellige former for grøntsager, eller du kan tilsætte lidt (hjemmelavede) kødboller, hvis du gerne vil have lidt kød. Du kan servere suppen med brød som tilbehør, eller du kan koge nogle af de små suppehorn og servere dem enten i suppen eller ved siden af. Der er virkelig mange variationsmuligheder, når vi snakker om tomatsuppe, så kast dig ud i nye smagskombinationer og tilbehør og find din egen favorit!

Læs hele opskriften her.


12) Fish n' chips:

Retten kræver som minimum følgende ingredienser: torske- eller sejfilet, olie til fritering, hvedemel, øl, æg, salt og peber samt pommes frites fra frost. 

Fish n chips (c)clausensfiskehandel.dk

Har du en rest fisk på lager (f.eks. torske- eller sejfilet), som du ikke har fået spist, så lav en gang Fish n’ chips.

Det kræver ikke mange ingredienser og er en velsmagende form for selvforkælelse på en kedelig hverdag. Dejen, du skal bruge til at dyppe fisken i, er hurtigt rørt sammen, og på få minutter er fiskefileterne forvandlet til de lækreste, sprøde fiskestykker! Det mest besværlige ved Fish n’chips er kartoflerne, der helst skal udvandes i lang tid, før de steges.

Her kan du i en snæver vending bruge frosne pommes frites fra fryseren og stege dem i frituregryden.

Resultatet bliver udmærket, især hvis du anvender et produkt af god kvalitet. Fish n’ chips er måske ikke den sundeste form for aftensmad, men en gang imellem skal man have lov at forkæle sig selv.

Og modsat grillbarens fristelser ved du her med 100% sikkerhed, hvad maden indeholder.   

Læs opskrifter på fish n' chips her og her. Et alternativ kunne være denne: Kuller med øldej og cornflakes.


 

Kategori
Sværhedsgrad
Sociale medier