Karrysovs

Karrysovs
Sidst ændret:
Mandag den 11. januar, 2021 - 09:12
Beskrivelse

Mit bud på en hurtig og lækker hjemmelavet karrysauce, lavet helt fra bunden.

Grundlæggende kan man sige at det en opbagt sovs, der er smagt til med karry.

Her får du mit bedste bud på hvordan sovsen laves og du får det bedste ud af din karry.

Sovsen er velegnet til klassikeren Boller i karry og jeg elsker den personligt sammen med fiskefrikadeller og kartofler.

Har du mod på det, så kan du selvfølgelig bruge din egen hjemmelavede karry til opskriften.

Sværhedsgrad
Udbytte
3 personer
Forberedelsestid
2 minutter
Tilberedelsestid
10 minutter
Tid i alt
12 minutter
Ingredienser
40 g Smør
1 spsk Karry
4 spsk Hvedemel
6 dl Væske (Mælk, fond eller kogevand fra f.eks. kartofler)
1⁄2 dl Fløde (kan udelades)
  Gastrik (eller eddike og sukker)
Vejledning

Smelt smør i en gryde ved middelhøj (8/9 ud af 14 på mit komfur) varme.

Kom karry i smørret, så det bliver ristet af. Det gør karrysmagen så meget bedre. Det skal blot ristes i cirka 20-30 sekunder og må bestemt ikke brænde på.

Kom melet i gryden og pisk godt rundt, så du ikke får klumper og det bliver bagt godt igennem. Så undgår du en melsmag i din sovs.

Nu skal du stille og rolig komme væske i lidt ad gangen. I bund og grund kan du nøjes med mælk, men hvis du f.eks. koger kartofler samtidig, så bruger jeg typisk 1-2 dl af kogevandet derfra. Jeg bruger dog aldrig udelukkende kogevand. Har du fond eller bouillon, så synes jeg at halvdelen af væsken skal komme derfra. Bruger du kun mælk, så behøver du ikke at bruge fløde.

Men bliv ved med at tilføje væske (evt. inklusiv fløden) indtil saucen har den konsistens du ønsker.

Husk at sovsen tykner når den bliver køligere, så den behøver ikke at være for tyk.

Smag sovsen til med salt, peber, lidt eddike og sukker (evt. gastrik) og den er klar til servering.

Velbekomme.

Kategori

Mad

Har du selv prøvet denne opskrift?

Vi elsker, når du deler dine resultater med os! Nævn os med tagget @GastroFun.dk på dine billeder på Instagram, så vi kan se, hvordan det gik.

Du kan også bruge tagget #gastrofundk.



Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften?

Skriv en kommentar nedenfor - eller find os på Instagram eller Facebook.


Sociale medier