Tangzhong boller

Tangzhong boller
Sidst ændret:
Mandag den 8. februar, 2021 - 09:29
Beskrivelse

Boller bagt med den japanske metode: Tangzhong. Det gør disse bamseboller endnu mere luftig, lækre og med en længere holdbarhed end normale boller.

Nu har jeg det sidst år hørt på min mand tale om Tangzhong, men da han ikke bager selv, så har det hele tiden lagt i baghovedet på mig hvornår jeg fik lyst til at prøve det af. Jeg havde tænkt mig at lave det som et franskbrød, men dagen før min fødselsdag fik jeg en anden ide. Nu plejer vi at have nybagte boller om morgenen, når der er fødselsdag i vores lille familie. Problemet er dog at vi har to små unger der ikke sover så meget og da min fødselsdag var lagt en lørdag, så ville jeg virkelig gerne sove længe (du ved til kl. 7 eller lignende 🤣) - så derfor fik jeg ideen om at bage disse boller dagen inden.

Tangzhong boller

Sværhedsgrad
Udbytte
20 stk.
Forberedelsestid
2 timer, 30 minutter
Tilberedelsestid
15 minutter
Tid i alt
2 timer, 45 minutter
Ingredienser
200 ml Mælk (til jævningen/Tangzhong)
40 g Hvedemel (til jævningen/Tangzhong)
400 ml Mælk (lunt)
760 g Hvedemel
25 g Gær
1 tsk Salt
4 spsk Sukker
1 Æg
100 g Smør
1 Æg (sammenpisket til penslingen)
Vejledning

Start med at lave din til Tangzhong jævning:

Kom hvedemel og mælk i en kasserolle (lille gryde) og pisk det godt og grundig sammen.

Tænd på middelhøj varme (9 ud af 14 på mit komfur) og lad det tykne, mens du pisker i det af og til.

Det tager lidt tid, så vær tålmodig. Når det koger tykner det rigtig meget og du skal piske grundigt.

Sluk for blusset og lad det køle af. Brug f.eks. en dejskraber til at skrabe det ned i en skål, som du sætter på køl.

Når jævningen er stuetempereret (cirka 20 grader), går du i gang med dejen.

Kom den lune mælk i en røreskål sammen med gær. Rør det sammen inden du tilsætter, sukker, salt, æg og melet.

Kom jævningen i skålen og tænd røremaskinen. Lad den køre i cirka 5 minutter på en af de lavere hastigheder.

Skær smørret i mindre stykker og kom et par stykker ad gangen i dejen mens maskinen stadig ælter - skru gerne lidt op for hastigheden nu.

Lad nu maskinen køre indtil at dejen slipper kanterne - det kan tage alt fra 15-20 minutter, så vær tålmodig.

Hvis du har en god røremaskine, kan det gøres hurtigere.

Dejen er klar når den kan bestå glutentesten, dvs. du kan tage en klump af dejen og strække/hive i den. Den består testen, hvis du kan trække den langt uden at gå i stykker.

Kom herefter dejen ud på et meldrysset køkkenbord.

Find en bagevægt frem og vej kugler a' cirka 80 gram af.

Tril dem til boller og placer dem på 2 bageplader beklædt med bagepapir. Jeg fik 20 ud af min portion.

Kom rene viskestykker henover og lad det hæve i 1-2 timer.

Pensl bollerne med æg på toppen og bag dem i ovnen i cirka 15 minutter ved 200 grader almindelig ovn.

Bank i bunden bollerne, de skal lyde hule - så er de klar.

Lad dem køle af på en rist - velbekomme.

Noter

I dette tangzhong toastbrød har jeg benyttet mig af samme teknik med stor succes.

Kilde

Opskriften fandt jeg her og for en gang skyld fulgte jeg en opskrift uden at gøre noget ved den.

Kategori

Har du selv prøvet denne opskrift?

Vi elsker, når du deler dine resultater med os! Nævn os med tagget @GastroFun.dk på dine billeder på Instagram, så vi kan se, hvordan det gik.

Du kan også bruge tagget #gastrofundk.


Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften?

Skriv en kommentar nedenfor - eller find os på Instagram eller Facebook.

Sociale medier