Opskrift på risalamande
Risalamande hører julen til, og den skønne risdessert med kirsebærsovs er en klassiker i langt de fleste hjem juleaften.
Der er sikkert ligeså mange opskrifter på risalamande, som der er husstande i Danmark, og denne er god, nem og virkelig lækker.
Princippet er i denne udgave er at koge en risengrød og søde den med sukker. Når grøden er kold, vendes den med letpisket flødeskum, og voila – risalamanden er klar!

Risalamande
Ingredienser
- 1 liter Sødmælk
- 2 deciliter Grødris
- 1 stk. Vaniljestang
- 70 gram Sukker
- 100 gram Mandler
- 4 deciliter Piskefløde
Sådan gør du
- Kom mælk og ris i en gryde og kog det op under omrøring.
- Skru ned for varmen, til det blot simrer svagt, og læg låg på gryden.
- Flæk vaniljestangen og skrab vaniljekornene ud. “Mos” dem sammen med lidt af sukkeret, så kornene adskilles.
- Kom sukker, vaniljesukkeret og den hele tomme vaniljestang i gryden.
- Rør rundt, og lad risengrøden simre i 40-50 minutter under jævnlig omrøring.
- Kom mandlerne i en lille gryde og hæld vand på, så det dækker. Kog op, og lad mandlerne koge i et minut.
- Tag gryden med mandlerne af varmen og lad den stå i 10 minutter.
- Smut mandlerne ud af skallerne.
- Hak mandlerne – ikke for fint, de må gerne have lidt bid!
- Når grøden er færdig, røres den sammen med de smuttede og hakkede mandler og sættes til afkøling.
- Når risengrøden er kølet helt af, piskes fløden til et luftigt skum, som vendes i desserten.
- Stil desserten på køl i et par timer inden servering.
- Server med kirsebærsovs.
