
Opskrift på kalvesteg
Rustik opskrift på en lækker ovnstegt kalvefilet, serveret med en morkelsauce og glaseret grønt.
Retten er baseret på temaet [ KALV – MORKLER – MAJROER ] – hvor kokken Jesper Vollmer i bogen; “To sider af samme smag” forsøger at vise at hverdagsmad og gæstemad kan laves af samme, gode råvarer. Konceptet er at man kan få to opskrifter ud af en indkøbsliste – hvor den ene er rustik (til hverdagen) og den anden er opgraderet i enten tilberedningen eller anretningen.
I denne enkle version bliver det til en rustik bonderet.

Kalvesteg
Ingredienser
- 800 gram Kalvefilet Med ribben
- Vindruekerneolie
- 4 stk. Majroer
- 4 stk. Gulerødder
- 8 stk. Løg
- 16 stk. Radiser
- 1 spsk. Smør
- Salt
- Peber
MORKELSAUCE
- 1 håndfuld Morkler Tørrede.
- 1 stk. Skalotteløg
- Smør
- 4 deciliter Kalvefond Kraftig
- 2 deciliter Piskefløde
- 1-2 spsk. Æbleeddike
- Salt
- Peber
Sådan gør du
Ovnstegt kalvefilet
- Rens kalvefileten fri for sener og bind den stramt op med kødsnor, der vil gøre, at den holder formen under stegningen.
- Så bliver den flot rund.
- Brun stegen godt af i olie en gryde på alle sider og krydr med salt og peber hele vejen rundt.
- Kom den i et ovnfast fad og sæt den i ovnen ved 80 grader med et stegetermometer sat til 56 grader.
- Så steger den nænsomt og bliver ikke på nogen måde tør.
- Det tager ca. 30-45 minutter, før den har nået den ønskede kernetemperatur.
- Tag stegen ud og lad den trække i et kvarters tid efter stegningen.
Morkelsauce
- Læg imens morklerne i blød i lunkent vand.
- Del dem, når de er blevet bløde, og rens dem for sand.
- Vrid dem tørre for vand.
- Pil skalotteløget og hak det fint.
- Steg morklerne i smør i en gryde.
- Kom det hakkede løg ved og lad det stege gyldent.
- Kom fonden ved og kog den halvt ind.
- På med fløden og smag til med salt, peber og evt. lidt æbleeddike.
Grøntsager
- Rens majroer, gulerødder, løg og radiser og skær dem ud i grove stykker.
- Bevar radiserne hele.
- Kog grøntsagerne møre i saltet vand, men så de stadig har lidt bid.
- Hæld vandet fra, pånær en smule i bunden af gryden.
- Glasér grøntsagerne ved at vende dem med lidt smør og det vand, der er tilbage, så de er saftige ved serveringen.
- Smag til med salt og peber.
Servering
- Anret stegen med alle grøntsagerne på et stort bræt eller fad og servér saucen ved siden af.