
Opskrift på gammeldags æbleskiver
En autentisk opskrift på originale æbleskiver fra 1600-tallet.
Opskriften adskiller sig fra vore dages æbleskiver ved at være kogt i palmin, og så indeholder de rent faktisk æble!
Prøv dem, de er et superlækkert alternativ til julens øvrige kager.


Gammeldags æbleskiver
Ingredienser
- 1.5 deciliter Mælk
- 1.5 deciliter Hvidtøl
- 300 gram Hvedemel + lidt mel til at vende æblerne i
- 3 stk. Æg
- 2 spsk. Honning
- 2 tsk. Kardemomme stødt
- 6 stk. Æbler store æbler
- Mel til æblerne
- 1 pakke Palmin
Sådan gør du
- Del æggehvider og -blommer.
- Rør æggeblommer, honning, mel og kardemomme sammen.
- Tilsæt mælken lidt ad gangen og rør rundt. Så undgår du klumper!
- Tilsæt hvidtøl og rør det forsigtigt sammen.
- Pisk hviderne stive.
- Vend 4 spsk. dej i hviderne med en dejskraber.
- Vend nu hviderne forsigtigt sammen med resten af dejen.
- Fjern kærnehuset fra æblerne og skræl dem evt.
- Skær æblerne i skiver (ringe) og tør dem af i køkkenrulle.
- Kom palmin i en gryde eller olie en friteuse og varm op til middel temperatur (130 grader celsius).
- Vend ringene i mel.
- Dyp dem i dejen, læg dem forsigtigt i gryden og steg dem til de bliver gyldne - steg ikke for mange ad gangen (ca.3-4 stk).
- Tag dem op og læg dem på en rist eller en tallerken med køkkenrulle.
- Skru op på middelhøj varme (180 grader celsius) og steg æbleskiverne igen.
- Læg dem på en rist og lad dem køle lidt.
- Drys med flormelis og sæt din yndlings julesang på!