Verdens første Too Good To Go butik

Foto: Kristian Juul Pedersen

Festlig åbning af Too Good To Gos nye samlingspunkt på Frederiksberg

På årets hidtil varmeste dag blev der holdt åbningsreception af verdens første Too Good To Go butik. Med besøg fra H.K.H. Prinsesse Marie blev samlingspunktet indviet på Nyelandsvej, Frederiksberg.

H.K.H. Prinsesse Marie var med til at indvie de nye lokaler og overværede taler fra Too Good To Gos direktør Mette Lykke samt stifter af Stop Spild af Mad, Selina Juul. Prinsessen afhentede derefter den allerførste lykkepose fra butikken, der markerede den officielle åbning af butikken.

Til den efterfølgende reception blev der nydt overskudsøl og -cider fra Eventyrligt Øl og snacks af overskudsbrød fra Reinh Van Hauen. Her deltog også Urtekrams direktør Peter Overgaard, Mette Lykke Selina Juul og stifterne af Too Good To Go.

Samlingspunktet åbnede for offentligheden den 9. august kl. 9 og allerede fra åbningen har der været en masse liv i de nye lokaler, når glade madspildsreddere og nysgerrige naboer har kigget forbi for at hente overskudsvarer eller for at få en sludder om det nye sted. Og det er netop hvad meningen med det nye sted er, da lokalerne - udover at være et afhentningssted for overskudsvarer - også vil fungere som et samlingssted for alle med interesse for reducering af madspild.

Butikken ventes at holde åbent alle ugens dage.

 

Om Too Good To Go

Too Good To Go er verdens største online markedsplads for overskudsmad, og visionen er en verden hvor al produceret mad bliver spist og ikke spildt. Til dato er der reddet knap 6 mio. måltider, og appen har 4,6 mio. brugere fordelt på otte lande.

Appen er stiftet af fem unge iværksættere og så dagens lys i 2016. Den 1. juni 2017 tiltrådte Mette Lykke, medstifter af Endomondo, i stillingen som adm. direktør i Too Good To Go.

Blandt investorerne er bl.a. Birgit Aaby og Preben Damgaard, og der er ialt 160 medarbejdere, heraf omkring 50 i Danmark.

I butikken på Nyelandsvej 21C på Frederiksberg skal brugerne som hidtil redde lykkeposer via appen og derefter afhente overskudsvarerne i løbet af butikkens åbningstid. Stedet fungerer som et afhentningsted, hvor grossister og storproducenter uden egne forretningslokaler kan få afsat deres overskudsvarer. Via appen kan man redde lykkeposer fra Urtekram, Unilever, Eat Grim, Strøm & Svendsen, Eventyrligt Øl, Miss Bagel, Mad Croc Energy, FlowerKing, Level Water, The Whole Company, Raw Mania og Nordisk Tang.

Poserne skal derefter afhentes på Nyelandsvej 21C i løbet af butikkens åbningstid.

 

Foto: Kristian Juul Pedersen

Kategori
Sociale medier