Urtepotte med grønt, friskostcreme med mynte og maltjord

Denne servering fanger virkelig essensen af neurogastronomien. Præsentationen i urtepotten og den spiselige jord manipulerer hjernen og skaber en tvivl om, hvorvidt det virkelig kan spises.
De sprøde grøntsager kombineret med den bløde creme og knasende rugbrød spiller smags- og sansemæssigt godt sammen.
Tænd ovnen på 130 grader.
Smuldr rugbrødet, og kom det i en foodprocessor med hasselnødder, fennikelfrø og maltmel.
Kør til en grov rasp, og fordel derefter rugbrødsmassen i et tyndt lag på en bradepande beklædt med bagepapir.
Bag det sprødt ca. 8-10 minutter, køl af, og opbevar i en lufttæt bøtte, da det hurtigt kan blive blødt.
Nip bunden af gulerødder og radiser, og lad ca. 2 cm af den grønne top blive siddende.
Knæk bunden af aspargesene, og skær dem ud i samme længde som gulerødderne.
Rør friskost med sennep, citronsaft, flormelis, olivenolie og mynte hakket superfint.
Smag til med salt og peber, og kom cremen i en sprøjtepose.
Sprøjt urtepotterne halvt fyldte med cremen, og drys maltjorden over, så den dækker helt.
Sæt de spæde grøntsager i med toppen opad, og servér som en lille forret eller snack, evt. pyntet med et par spiselige blomster som et ekstra botanisk twist.
Opskriften er fra min og Nikolaj Buchardts bog: neurogastronomi.com
Køb bl.a. bogen her hos Saxo.com.