Frikadeller med ris, brun sovs, gulerødder og syltede rødbeder

Den danske klassiker, frikadeller med brun sovs, her serveret med et tilbehør bestående af kogte ris, gulerødder og syltede rødbeder.
En god og lækker hverdagsret, som alle kan lide, og som ikke kræver meget tid i køkkenet.
Du kan naturligvis udskifte de kogte ris med kartofler som tilbehør, men ris og brun sovs er faktisk en rigtig velsmagende kombination.
Frikadeller
Kom det hakkede svinekød samt salt i en skål.
Rør kødet sejt med saltet - brug elpiskerens dejkroge. Når du starter med at røre kød og salt sammen, kan farsen bedre optage væske, hvilket resulterer i bedre og saftigere frikadeller.
Riv eller hak løget meget fint og kom det i skålen med kødet.
Tilsæt desuden peber, mel, æg og mælk og rør alt godt sammen, til farsen har en passende konsistens.
Sæt farsen på køl og lad den hvile i cirka 1 time.
20-30 minutter inden frikadellerne skal steges, tages farsen ud af køleskabet og sættes på køkkenbordet.
Opvarm en pande med olie.
Når panden er varm, tilsættes og smeltes en god klat smør derpå.
Form frikadeller i en passende størrelse med en spiseske og læg dem på den varme pande.
Giv dem cirka 1 minut på hver side ved høj varme og steg dem derefter 5-7 minutter på hver side ved middel varme.
Under stegningen øses der af og til med stegefedtet hen over frikadellerne.
De er nu klar til servering.
Brun sovs
Når frikadellerne er færdige, lægges de i et ildfast fad og sættes i ovnen ved 150 grader. På denne måde holdes frikadellerne varme, imens saucen laves.
Skru op for panden med stegefedtet og sørg for, at det bliver godt varmt.
Kom hvedemelet på panden og pisk grundigt, så det suger smørret til sig. Sørg for, at det ikke klumper.
Hæld mælken på panden og fortsæt med at piske, til alle klumper af mel er forsvundet.
Hæld 1 dl. væske (vand, vin, bouillon eller kogevand fra grøntsager) i sovsen. Når det begynder at tykne, hældes endnu 1 dl. væske i sovsen.
Tilsæt sovsekuløren og pisk videre, indtil sovsen har den rigtige konsistens.
Smag til med salt, peber, citronsaft eller eddike samt sukker.
Servering:
Server frikadellerne med ris, kogte eller dampede gulerødder samt den brune sovs. Retten smager desuden godt med syltede rødbeder som tilbehør.



Har du selv prøvet denne opskrift?
Vi elsker, når du deler dine resultater med os! Nævn os med tagget @GastroFun.dk på dine billeder på Instagram, så vi kan se, hvordan det gik.
Du kan også bruge tagget #gastrofundk.
Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften?
Skriv en kommentar nedenfor - eller find os på Instagram eller Facebook.