fbpx 👧👦Tips til madlavning med børn🍳 | GastroFun.dk

Tips til madlavning med børn

Tips til madlavning med børn
Indholdsfortegnelse

Som forælder ved du, hvor glade de mindste er for at være med i køkkenet. De skal bare have lov. Som barn er der helt sikkert en vis bemyndigelse forbundet med det at blive tiltroet en opgave under madlavningen - opgavens størrelse uanfægtet. Det er derfor gerne med stor ivrighed og stolthed, ungerne tager både store og små køkkenopgaver på sig.

 

Sunde madvaner skal indlæres

Der er masser af fordele ved at huske at inddrage børnene i madlavningen. Inddragelsen er med til at gøre køkken og madlavning til en ganske naturlig del af børnenes hverdag. Positive køkkenoplevelser skaber et godt fundament for gode vaner senere i voksenlivet, og voksne, der er opvokset med at være med i køkkenet, har en naturligt større interesse for sund, hjemmelavet mad. Derudover får I listet endnu mere kvalitetstid ind i dagligdagen.

 

Børnevenlige køkkenopgaver

Vi ved, hvordan en travl og hektisk hverdag kan tære på overskuddet. Og det er nemt at glemme at tage børnene med i køkkenet. Heldigvis kræver det sjældent den store planlægning. En simpel og spontan opgave som at rive gulerødder kan være fint én dag, mens opgaven en anden dag kan være at marinere kyllingen.

Har du større børn, kan disse få deres helt egen maddag, hvor det er dem, der er herrer over menuen og madlavningen. Det gør også børnene mere selvstændige og styrker deres selvværd.

Har du mindre børn, er du naturligvis nødt til at starte blødere ud. Til at begynde med skal du sørge for, at tiden i køkkenet associeres med leg og samvær. Grundtanken er derfor, at opgaverne skal danne grund for hyggelige, sjove og lærerige oplevelser.

 

Hygge og leg

Her er trylledej et rigtig godt sted at starte. I kan lave søde og sjove figurer til at hænge i vinduet eller på juletræet. Lad børnene selv veje ingredienserne af og vis dem, hvordan du tilsætter vandet lidt ad gangen, mens de rører i skålen. Børnene kan sættes til at udstikke figurerne, og så er der masser af hygge i at dekorere dem i fællesskab bagefter.

 

Bagværk

Skal der bages - eksempelvis søde bamseboller eller sjove Kaj-boller - er dette også en god mulighed for at lære børnene lidt om gær og vandtemperatur. Forklar dem hvordan gær rent faktisk er en lille forunderlig "fabrik" af levende organismer, der ligesom du og jeg ikke kan tåle at komme i alt for varmt vand.

Fladbrød er også en nemt sted at starte. Her kan børnene se, at det ikke altid er nødvendigt at bruge ovnen, når der skal lækkert lunt brød til middagsbordet.

 

Kager og andet sødt

Pandekager er noget, vi alle elsker. Det kan være en lidt langsommelig proces at komme i gennem hele skålen med pandekagedej, men så er det godt, at ventetiden kan gøres til en hyggestund med de mindste. Tag ungerne med i køkkenet, lad dem hælde dejen på panden, og lær dem hvordan pandekagen er klar til at blive vendt, når de ser de første bobler i dejen.

Flødeboller er en sjov og interessant ting at kaste sig ud i, da der er flere trin og delelementer, der skal gå op i en højere enhed. I kan lave helt traditionelle flødeboller, eller I kan lave små finurlige LEGO-formede flødeboller. Børnene kan sagtens selv sprøjte marengsen ud i chokoladeskallerne og samle flødebollerne.

 

Aftensmad

Når der er pizza på menuen, kan børnene sættes til at rulle dejen ud, eksempelvis i små portionsstørrelser. De kan selv komme toppings ovenpå, og på denne måde kan de også selv styre, hvad de vil have på deres pizza.

Efterhånden kan du lade børnene prøve kræfter med lidt mere specielle teknikker. De kan eksempelvis være med til at rulle pastaen, når der skal laves hjemmelavet pasta. Spændende teknikker - og råvarer for den sags skyld - er altsammen med til at styrke børnenes naturlige nysgerrighed, og det er igen noget, de tager med sig ind i voksenlivet.

Kategori
Sociale medier
Læs også
Black magic kage
Artikel
Redaktion