fbpx Sådan lykkes du med julefrokosten | GastroFun.dk

Sådan lykkes du med julefrokosten

Sådan lykkes du med julefrokosten
Indholdsfortegnelse

Vi går nu efteråret i møde, og det betyder, at der ikke er lang tid til, at julefrokostsæsonen sætter ind. Står du for én af slagsen hjemme hos dig selv, er det vigtigt at planlægge arrangementet. For uanset om det er et stort eller lille selskab, du får på besøg, så bliver arrangementet med garanti mest vellykket med en vis grad af planlægning. 

Vi bringer derfor denne artikel med tips og tricks til, hvordan du får dit arrangement til at lykkes på bedste vis. 

 

Forberedelse er alfa og omega

Rammerne om din julefrokost er en vigtig faktor for, om arrangementet bliver vellykket eller ej. Her er det væsentligt at prioritere din tid, så du kun bruger tid på de opgaver, der rent faktisk er nødvendige, og lader resten ligge. 

Én af de ting mange bruger lang tid på, før de får gæster, er rengøring, men spørg dig selv, om du her kan springe over, hvor gærdet er lavest. Der skal naturligvis være ordentlig rent i køkkenet og på badeværelset, og du skal sørge for at have nok sæbe, håndklæder, viskestykker og toiletpapir i skabene. 

Men det er altså sjældent nødvendigt at gøre hovedrent i hele huset, inden gæsterne kommer. Dels går folk næppe og tjekker dit hjem for nullermænd i krogene, og dels sviner det at have gæster. Så gør hellere rent dagen efter og nyd, at du kun skal gøre rent én gang!

 

Hvilke retter skal jeg servere?

Maden er for de fleste vel nok det vigtigste element i en god julefrokost, og mange foretrækker, at den er traditionel. Af samme årsag er det nok ikke ved denne lejlighed, du skal kaste dig ud i at eksperimentere alt for meget med nye råvarer og uventede sammensætninger. 
Marinerede sild, flæskesteg og frikadeller osv. er alle retter, de fleste nødigt vil undvære på julefrokostbordet. 
Har du alligevel et ønske om at servere noget lidt anderledes, kan du prøve at ændre lidt i de små ting. Prøv f.eks. at koge rødkålen med stjerneanis eller røre frikadellefarsen med lidt stødt allehånde og nellike. På denne måde tilfører du et lille tvist til de traditionelle retter, uden at folk får et chok!

Gør desuden op med dig selv, om du vil lave alt fra bunden, eller om du nogle steder kan slippe lidt lettere om ved det og købe nogle eller alle tingene færdige. Det sidste giver især rigtig god mening, hvis du skal holde et større arrangement, da de mange forskellige retter, en julefrokost typisk indeholder, nemt kan blive et temmelig stort arbejde. Tag f.eks. et kig på siden her

Vil du gerne lave en del af maden selv uden at skulle stå i køkkenet i flere dage i forvejen, kan det anbefales at finde en løsning midt i mellem. Lav selv den del af maden, du er god til og synes er sjovt, og køb dig til det, du enten ikke bryder dig om at lave eller ikke har erfaring med. Har du ikke et kartotek over gode opskrifter til julefrokosten, kan du f.eks. tjekke sider som velsmagt.dk eller vores juleopskrifter.

 

Ryst gæsterne sammen med en selskabsleg

Selvfølgelig kan og skal alt ikke planlægges i detaljer, og det kan da også være rigtig hyggeligt at være til en fest, der forløber, som tilfældet vil. Men prøv alligevel at tænke en sjov leg, quiz eller lignende ind i arrangementet. 

Det er faktisk rigtig sjovt, og særligt hvis ikke alle gæster kender hinanden, er det en god måde at ryste folk lidt sammen på kryds og tværs. Søg på nettet efter gode og sjove selskabslege, der passer til dit arrangement.  

Så er der blot tilbage at ønske jer alle en god julefrokost. Elsker du – eller en du kender – at eksperimentere i køkkenet med råvarer og teknikker og efterfølgende forkæle venner og familie, så tag et kig forbi siden her. Måske har du en kok i maven, der blot venter på at springe ud og glæde verden med dine resultater. 
 

Kategori

Tags

Sociale medier