ANNONCE
Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors
opskrift

Sådan opbinder du din rullepølse

REDAKTION | 26. august 2019

I vores evige jagt på at få eksperterne viden, har vi her en guide til hjemmelavet rullepølse.

Vi har teksten her fra bogen: “Aamanns smørrebrød“, skrevet af den danske “smørrebrødskonge” Adam Aamann-Christensen:

Aamands smørrebrød

Rullepølsen er og bliver en klassiker på frokostbordet!

Den er et af de få stykker pålæg, der adskiller sig væsentligt fra de andre sprængte og kogte typer.

En rullepølse kan rulles både med et svineslag eller et lammebryst, men du kan også sagtens prøve kræfter med kalvespidsbryst eller udbenet fjerkræ.

Der er også mange muligheder med forskellige krydringer i forbindelse med saltningen, hvor du kan riste og knuse alle de skønne, hele krydderier til
eksplosive aromaer i din rullepølse.

Allehånde, sort peber, laurbærblade, muskatnød og enebær passer godt til svinekød.

Til lam vil en krydring af korianderfrø, sort peber, laurbærblade, fennikelfrø, kanel, nellike eller anis være velegnet.

Du kan desuden tilsætte forskellige urter til kogningen, prøv med fx løvstikke, frisk humle eller salvie.

De klassiske krydringer til fyldet er peber eller persille, hvor sidstnævnte fortrinsvis bruges til krydringen af lammerullepølsen.

Prøv i stedet frisk kørvel, løvstikke eller søl, som er en tangtype, til grisen.

Til lam kan du forsøge med frisk mynte eller en blanding af frisk oregano, timian og rosmarin.

Det er desværre de færreste, der giver sig i kast med at snøre deres egen rullepølse, og det er en skam!

Som med alt muligt andet, er det hjemmelavede bare af en meget bedre kvalitet end det færdigproducerede.

Det er ikke svært at lave sin egen rullepølse – så hvad er der af gode undskyldninger for ikke at kaste dig ud i at lave din egen rullepølse?

Hvis du mangler en rullepølsepresse, koster den altså ikke alverden i butikkerne, eller du kan finde en rigtig billig en på et loppemarked.

Du kan tilmed nemt sætte dit helt eget præg på din rullepølse.

Tilberedningen er måske lidt lang, men som allerede nævnt, så er selve arbejdsindsatsen undervejs både nem og faktisk ikke særlig tidskrævende. Jeg lover dig, at du vil være stolt af resultatet af dine anstrengelser.

TIP:

Det er faktisk lige så nemt at lave tre rullepølser, som det er at lave én, og derfor laver jeg ofte tre rullepølser derhjemme i samme hug.

Men da rullepølser ikke holder sig meget længere end en uges tid, skal man ikke gøre dem helt færdige samtidigt.

Når rullepølserne er færdigsaltede, snøret op og klar til kogning, så lægger jeg to af dem i fryseren og koger og presser den sidste.

Afkøl kogelagen, gem den i fryseren og brug den igen og igen til de to andre pølser.

SÅDAN OPBINDER DU DIN RULLEPØLSE

Sådan opbinder du din rullepølse

1. Tag det kryddersaltede slag op af bakken og skyl det fri for overskydende salt og krydderier under rindende vand. Vær ikke bange for, at smagen forsvinder. Der er trukket masser af aroma ind i kødet sammen med saltet. Dup kødet tørt med køkkenrulle eller et viskestykke.

Sådan opbinder du din rullepølse

2. Læg slaget på et spækbræt. Læg det med den mest fede side mod spækbrættet og den mest kødfulde side opad.

Sådan opbinder du din rullepølse

3. Fordel din afkølede persille-løg-krydderurteblanding i et jævnt lag over hele kødfladen.

Sådan opbinder du din rullepølse

4. Rul kødet sammen med begge hænder og fiksér det på den lange led med et stykke køkkensnor, som strammes let op.

Sådan opbinder du din rullepølse

5. Snør rullen stramt og ensartet. Hvis du snører alt for hårdt i starten, vil rullen blive trompetformet!

Sådan opbinder du din rullepølse
6. Bind til slut en knude på den sidste omgang, så rullen ikke snører sig selv op under kogningen.


Vi har opskriften fra bogen: “Aamanns smørrebrød“, udgivet af Politikens Forlag.