fbpx 🥬🥗 Kend din salat | Salatguide | GastroFun.dk

Kend din salat

Kend din salat
Indholdsfortegnelse

Få det bedste ud af salaten

Der kan være rigtig meget at hente ved at sætte sig lidt ind i de forskellige salattyper. De har nemlig hver deres charme og egenskaber til at gøre noget helt særligt for madoplevelsen, uanset om det er i salatskålen, på smørrebrødet, på pizzaen, i saucen - eller i en helt femte sammenhæng.

Den grønne salat er ofte det lidt tilfældige tilbehør, der mikses sammen i sidste øjeblik: Iceberg eller hovedsalat samt tomat og agurk - og hvad der ellers er tilovers i grøntsagsskuffen - er klassikeren, der passer til det meste, men den kan også virke temmelig karakterløs og uinspirerende. En grøn salat kan med få håndevendinger blive et utroligt lækkert og spændende tilbehør, der skaber variation i de sommetider lidt trivielle hverdagsretter.

Der er rigtig mange forskellige salattyper, du kan vælge imellem, men ikke alle er lige gode i alle sammenhænge. Nogle bliver eksempelvis hurtigt slatne, imens andre bedre bevarer deres sprødhed. Læs med herunder og bliv lidt klogere på de enkelte slags.

 

Hvorfor salat er så lækkert

Nogle elsker salat, mens andre er mere skeptiske. Salaten kan virke som et "helse-tilbehør", men den er i virkeligheden så meget mere end dette.

En madoplevelse af først fuldendt, når der blandt andet er taget højde for forskellige teksturer samt de 5 grundsmage. Forskellige salattyper kan bidrage med noget sprødt, sødt, bittert, friskt - ja, selv syrligt.

 

Søde og bitre/krydrede salattyper

Salater inddeles overordnet set i to kategorier, nemlig de søde salattyper og de bitre/krydrede salattyper. Det kan ofte være en god idé at anvende begge typer i den grønne salat for at give den mere karakter.

De søde salattyper dækker eksempelvis over hovedsalat, iceberg, hjertesalat, krølsalat og pluksalat, mens de bitre/krydrede dækker over frisée, rucola, brøndkarse, med videre.

 

Hovedsalat

Hovedsalat er den mest populære salattype i salatskålen og på smørrebrødet. Den er også god at komme i burgeren og er desuden rigtig lækker sammen med ærter og creme fraiche-dressing. Teksturen er lækkert blød og smagen mild.

 

Iceberg

Iceberg tilføjer en god sprødhed og er både mild, let sødlig og en anelse bitter i smagen. Iceberg er én af de søde salattyper, der indeholder lidt flere bitterstoffer end de øvrige søde salattyper. Des senere den høstes, des mere udpræget er bitterheden.

 

Feldsalat

Feldsalat har en let nøddeagtig smag, der supplerer fedme, røg og salt helt fantastisk. Servér den i sammenhænge, hvor der indgår nødder, bacon eller røget fisk, og tilføj gerne syre og sødme fra friske æbler. Feldsalat bliver nemt lidt blød og slatten, så vent gerne med at tilføje dressingen til sidste øjeblik. Du kan også dampe feldsalat.

 

Romaine

Romaine er kraftige, sprøde blade med en mild og sødlig smag. Den er helt perfekt som pynt eller til at give et godt bid i en grøn salat, eksempelvis i cæsarsalaten.

 

Hjertesalat

Hjertesalat kaldes indimellem også "mini romaine". Den er mild og sprød og derfor rigtig god til at tilføre bid i den blandede salat. Hjertesalat holder sin sprødhed længe uden at blive slatten, hvilket gør den helt ideel til salatskålen, selv med dressing udover.

 

Pluksalat/Krølsalat

Pluksalat og krølsalat er én og samme ting. Smagen er mild, frisk og let bitter med en nøddeagtig aroma. Brug den i sandwiches eller den grønne salat.

 

Batavia

Batavia kaldes også Lollo Rossa. Den er sprød og kruset og kan nok bedst beskrives som en blanding mellem hovedsalat og pluksalat/krølsalat. Smagen er mild og krydret. Bladene kan være helt grønne, men ofte har de også en lilla/rødlig tone i kanterne, hvilket gør dem utroligt smukke i salatskålen.

 

Brøndkarse

Smagen af brøndkarse minder en del om den almindelige karse, du drysser udover æggemaden. Den er nøddeagtig og lidt krydret og god til at komme i salat og ovenpå smørrebrød. Den er også rigtig god til fisk.

 

Spinat/Babyspinat

Spinatblade findes både i større og mindre blade - sidstnævnte er den såkaldte babyspinat, der er de helt spæde spinatblade.

Begge har en mild og lidt syrlig smag, der gør dem gode i en grøn salat. De kan desuden både dampes og sauteres samt anvendes i lune pastaretter og saucer. Både muskat og citron passer generelt godt sammen med spinatblade.

 

Frisée

Frisée hører ind under Endivie-salaterne. Smagen af frisée er meget aromatisk med en let bitter og skarp aroma. Frisée anvendes gerne blandet i den grønne salat med nogle af de milde og sødere salattyper.

 

Salatsennep/Rucola

Salatsennep er også kendt som sennepskål eller rucola. Smagen er krydret, bitter og en anelse pebret. Denne salattype er rigtig god til at afbalancere salt og fedme, eksempelvis på pizza eller i carpaccio med parmesan. Den egner sig også særligt godt som et supplement til sødere og mildere salattyper såsom brøndkarse eller hovedsalat.

 

Rødbedeblade

Rødbedeblade har en mild og skøn nøddeagtig smag, der gør den perfekt at blande i salatskålen. Du kan også vende bladene i varme retter lige inden servering.

Kategori
Sociale medier
Læs også
Salater
Artikel
Redaktion
Nemme veje til grønnere mad
Artikel
Redaktion
Sund hverdagsmad
Artikel
Redaktion
Italiensk for begyndere
Artikel
Redaktion
Spis råvarer i sæsonen
Artikel
Redaktion
Hvilke grøntsager er i sæson
Artikel
fadlsforlag