Gør rent som en gammeldags husmor – på moderne facon!

Gør rent som en gammeldags husmor – på moderne facon!
Indholdsfortegnelse

Et hurtigt kig på supermarkedernes hylder afslører et enormt udvalg af diverse produkter, du kan købe til at rengøre overfladerne i dit hjem. Der findes produkter til brug i bl.a. køkken og badeværelse samt diverse remedier til afkalkning af vaske- og opvaskemaskiner, elkedler, kaffemaskiner osv. 

Mange af dem er farvestrålende og lover dig et skinnende resultat og en skøn duft uden at løfte en finger. Man tænker, at det må være for godt til at være sandt, og det er det i mange tilfælde faktisk også. For mange af disse produkter er både dyre og ineffektive og indeholder samtidig en lang række problematiske kemikalier og parfumestoffer, der hverken er gode for miljøet eller huden. 

Kigger vi blot nogle få årtier tilbage, var der kun et meget begrænset udvalg af rengøringsartikler at vælge imellem. Man klarede sig med nogle få produkter som brun sæbe, sæbespåner, eddike og soda, når man skulle skidt og snavs til livs. Tilsat en tilpas mængde knofedt var disse få produkter som regel fuldt ud tilstrækkelige, og sammen med en gulvspand, moppe og klude var det alt, der var behov for.

På et tidspunkt ændrede samfundet sig, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Der blev mindre tid til at passe pligterne derhjemme, og fra at have været en fuldtidsbeskæftigelse blev madlavning og rengøring noget, der skulle klares oveni det ”rigtige” arbejde uden for hjemmet. Men da der ikke blev flere timer i døgnet, måtte alting i stedet klares på den halve tid. 

Industrien var ikke sen til at imødekomme behovet for nemme løsninger til de travle familier, og vi fik på få år et svimlende udvalg af færdigretter, dåse- og pulvermad, klar til at bruge, når tiden var knap. Ligeså forholdt det sig med remedier til at klare rengøringen. Et kæmpe udvalg af produkter med hvert sit formål blev lanceret, og alle lovede de én og samme ting. Nemlig et pletfrit hjem med minimal indsats, så tiden kunne bruges til andre formål, f.eks. mere tid foran Netflix eller læse nyheder.

Der var i disse år ikke den store prestige i at vide noget om madlavning husholdning, og meget af de tidligere generationers viden og gode råd blev ikke givet videre, men endte i stedet i glemmebogen.  Samtidig fik vi flere penge mellem hænderne til at købe alle produkterne, og det er for mange af os endt med bugnende hylder fyldt med dyre rengøringsmidler og en utilstrækkelig viden om, hvordan man egentlig bedst gør rent.

De senere års fokus på at nedsætte vores forbrug med mindre miljøbelastning til følge har resulteret i, at flere og flere ønsker at vide mere om, hvordan man gør effektivt rent uden at skulle investere i en masse produkter, der måske skader mere, end de gavner. Og der er godt nyt, for fakta er, at du uden tøven kan skille dig af med langt de fleste af dine remedier og i stedet beholde nogle få ting, der virker, som de skal. 

Faktisk indeholder langt de fleste moderne rengøringsmidler gammelkendte ingredienser som citronsyre, brun sæbe osv., så lidt humoristisk sagt er produkterne egentlig blot gammel vin på nye flasker tilsat lidt duft osv., så de fremstår smarte og effektive. Vi har her lavet en oversigt over de produkter, du kan nøjes med at bruge i den daglige rengøring:

 

Opvaskemiddel

Kan bruges til mange andre ting end opvask! Opvaskemiddel er det mest efektive middel mod fedt og snavs af alle de midler, der findes. Derfor er det oplagt at anvende det som rengøringsmiddel på alle overflader i hjemmet hvor almindeligt snavs, skidt og fedt sidder fast. Et supergodt tip til badeværelset er at lave en blanding af opvaskemiddel, eddike og vand og rengøre alle overflader med det. Opvaskemidlet fjerner snavs og eddiken tager kalken, så det er faktisk alt, hvad du behøver. Samme blanding kan med stor succes anvendes når du pudser vinduer, hvor resultatet bliver strålende rene og blanke ruder.  

 

Eddike og eddikesyre

Eddike er et sandt vidundermiddel i husholdningen, hvor det kan bruges til meget andet end syltning. Eddiken klarer nemlig kalkrande langt bedre end noget andet middel, du kan købe. Brug altid den klare eddike til rengøring i stedet for den brune, der indeholder sukker og krydderier. Eddike, vand og opvaskemiddel er i mange tilfælde det eneste, du har brug for i den daglige rengøring, da denne vidunderblanding klarer både fedt, snavs og kalk. Eddikesyre er stærkere end almindelig eddike og bruges enten fortyndet med vand eller der, hvor almindelig eddike ikke slår til. Læs altid bag på flasken når du arbejder med syrer, og brug gummihandsker for at beskytte huden. 

 

Universalrengøringsmiddel

Universalrengøringsmiddel findes i utallige udgaver. Midlet kan, som navnet indikerer, bruges stort set overalt i husholdningen og på de fleste overflader. Ligesom opvaskemiddel er universalrengøring effektivt mod fedt og snavs, men da det er kraftigere, kan det anvendes til mere snavsede overflader. Det egner sig som oftest godt som gulvvask, men vær opmærksom på, at dit gulv, afhængig af materialet, måske skal vaskes i et særligt middel.

 

Toiletrens 

Det er nødvendigt at rengøre toilettet et par gange om ugen, og her er det en rigtig god ide at gøre brug af et af de rengøringsmidler, der er fremstillet specielt til dette formål. Produkterne indeholder nemlig lige præcis de ingredienser i korrekte sammensætninger, der skal til for at holde toilettet rent og hygiejnisk. Følg doseringsvejledningen bag på flasken og brug altid separate klude, når du rengør toilettet. 

Af øvrige produkter, der er gode at have på lager derhjemme, kan nævnes brun sæbe, sæbespåner, soda og bagepulver. Bagepulver er ikke noget, man umiddelbart forbinder med rengøring, men det er fantastisk til at fjerne misfarvninger fra f.eks. te og kaffe fra køkkenvasken, krus og kander m.m.  

Anvend altid gummihandsker, når du gør rent. Selv om midlerne, du bruger, ikke indeholder skadelige kemikalier, kan de alligevel være særdeles hårde for huden og på længere sigt øge risikoen for eksem. Gummihandsker fås i alle supermarkeder og koster ikke mere end en 10’er. 

Et sidste tip er at kigge efter svanemærket, når du køber rengøringsmidler og andre produkter til brug i husholdningen. Produkter med svanemærket lever op til de lovmæssige krav om indholdsstoffer, der gælder i Danmark, så her vil du altid være sikker på at få et godt produkt, der både virker og skader dig selv og miljøet mindst muligt.

 


*Sponsoreret link

Kategori

Har du selv prøvet denne opskrift?

Vi elsker, når du deler dine resultater med os! Nævn os med tagget @GastroFun.dk på dine billeder på Instagram, så vi kan se, hvordan det gik.

Du kan også bruge tagget #gastrofundk.


Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften?

Skriv en kommentar nedenfor - eller find os på Instagram eller Facebook.


Sociale medier