fbpx ✅Gode vaner i køkkenet | GastroFun.dk

Gode vaner i køkkenet

Gode vaner i køkkenet
Indholdsfortegnelse

Vi har alle et forhold til bogen Frøken Jensens kogebog, hvorfra vi har dette indlæg.
Bogen kom for første gang på markedet i 1901 og er løbende blevet opdateret.

Vi har dette indlæg omkring gode vaner i køkkenet fra den nyeste udgave af bogen fra 2016:

 


Det er en fornøjelse at gå i køkkenet og lave god mad til andre og sig selv.

Faktisk er madlavning noget af det mest meningsfulde man kan tænke sig. For at sikre at råvarerne under processen så også bliver til de sunde og dejlige måltider vi stræber efter at tilberede, er der visse regler og gode vaner i forhold til hygiejne og bakterier der bør overholdes undervejs.

 

Før du går i gang og undervejs

Vask hænderne grundigt inden du går i gang og flere gange undervejs. Fx hver gang du skifter imellem håndtering af kød, fisk, grønsager og æg.

 

Ved køkkenbordet

Sørg for at holde køkkenbordet rent og ryddeligt undervejs.

Hold altid rå og tilberedte madvarer nøje adskilt. Og hold rå grønsager og urter nøje adskilt fra kød, fisk og mejeriprodukter. På grønsager og andre plantedele findes der jordbakterier, også selvom grønsagerne er rengjorte, og jordbakterier kan i uheldige tilfælde blive sundhedsskadelige i forbindelse med kød, fisk og mejeriprodukter.

Skift derfor skærebræt, hver gang du skifter mellem grønsager, kød og andre råvarer. I stedet for at skifte skærebrættet ud med et andet, kan du også vælge at gøre det grundigt rent mellem hver råvaregruppe (se rengøring af redskaber).

Skift til en ren karklud mindst én gang hver dag. Skift også hvis du har tørret køkkenbordet af efter jordgrønsager eller saft fra kød eller fisk. Karklude må aldrig bruges til at tørre op på gulvet.

Er der spildt noget på gulvet bruges køkkenrulle/eller en gulvklud (som også bør skiftes ofte).

Karklude der ikke skiftes dagligt eller oftere er en af køkkenets værste bakteriebomber.

Viskestykker bør også skiftes dagligt. Vask karklude og viskestykker på kogevask (75-80° er fint).

Sørg for at varm, tilberedt mad der skal gemmes, hurtigt nedkøles til under 5°. Lad maden køle af et øjeblik indtil den ikke er brændende varm, og sæt den så i køleskabet. 

Vent ikke til den er lun dvs. 20°-50°, de fleste bakterier trives nemlig allerbedst ved de temperaturer.

Køleskabet kan sagtens tåle at der sættes en beholder med varm mad ind i det, og afkølingen foregår meget hurtigere der.

 

Rengøring af redskaber

Vask beholdere, knive, spækbrætter o.l. der har været i forbindelse med jordgrønsager, rå æg, råt kød, rå fisk og mejeriprodukter omhyggeligt. Brug opvaskemaskine, eller vask tingene i hånden:

Skyl først grundigt, vask så omhyggeligt med opvaskemiddel og børste, skyl efter med vand fra hanen og derefter med kogende vand. Så er det garanteret rent.

Rens og skold samtidig opvaskebørsten. Spækbrætter skal altid renses, inden de kan stilles på plads.

Gode vaner i køkkenet

 

I køleskabet

Sørg for at kølekrævende madvarer hurtigt kommer på køl efter de er indkøbt.

Hold køleskabets temperatur under 5°. Også i køleskabet skal rå og tilberedte madvarer holdes nøje adskilt.

Lad kød og fjerkræ tø op i køleskab, og altid i en skål så optøet blod og vand ikke drypper på noget.

 

Uønskede bakterier og sund fornuft

Bakterier er ikke nødvendigvis af det onde, mange bakterier er faktisk livsnødvendige for os.

Men visse bakterietyper kan være sundhedsskadelige og i værste fald livstruende.

De hedder bl.a. salmonella, campylobacter, listeria og yersenia og findes desværre indimellem på de fødevarer vi tager ind i køkkenet.

Vi kender dem fra medierne og kedelige historier fra det virkelige liv, og der er bestemt al mulig grund til at tage dem alvorligt.

Men der er ingen grund til at blive ‘bange’ for råvarerne og maden. For friske råvarer der er forsvarligt avlet og produceret, og som siden hen bliver fornuftigt og korrekt håndteret i køkkenet, udgør ikke i sig selv en fare.

Man kan selvfølgelig aldrig gardere sig helt. Men man kan bruge sin sunde fornuft, og huske at de fleste uønskede bakterier – hvis de er til stede – ikke sidder inde midt i råvaren, men findes på ydersiden af den. 

Bakterierne dør ved stegning eller kogning.

Brug altid øjnene, lugtesansen og smagsløgene flittigt mens maden tilberedes og når den spises.

Hold justits med holdbarhedsdatoer og smid maden ud, hvis der bare er lidt tvivl om den er for gammel.

Muggen mad skal altid kasseres.

Gode vaner i køkkenet

Kategori
Sociale medier