Knasende kikærter – Den perfekte snack

Knasende kikærter – Den perfekte snack
Sidst ændret:
Tirsdag den 16. februar, 2021 - 08:46
Beskrivelse

Er du på udkig efter en sprød snack til fredagsøllen eller en lækker tilføjelse til salaten? De knasende kikærter er lette at lave, smager skønt og kan spises både som topping, tilbehør eller bare som en simpel snack.

Kikærterne kan laves på to måder. De kan enten ristes på panden eller bages i ovnen, så herunder følger to forskellige fremgangsmåder.

Husk at udbløde og koge kikærterne, før du går i gang, hvis ikke du bruger kikærter fra dåse.

Sværhedsgrad
Udbytte
1 portion
Forberedelsestid
5 minutter
Tilberedelsestid
20 minutter
Hviletid
10 minutter
Tid i alt
35 minutter
Ingredienser
200 g Kikærter (kogte)
  Salt
3 tsk Krydderier (stødte - valgfri)
2 spsk Olie (kan udelades)
Vejledning

Kom de knasende kikærter i ovnen

Skal det gå stærkt, er den nemmeste måde at få knasende kikærter på ved at tilberede dem i ovnen. Du behøver nemlig ikke være over dem hele tiden, men kan trille lidt til og fra, mens du fikser andre ting i køkkenet – måske lægger en øl på køl eller forbereder salaten til senere… Mulighederne er mange.

 

Fremgangsmåde

Forvarm ovnen til 200 grader.
Hæld kikærterne i en skål og tilføj olie, salt og krydderier.
Rør rundt, så olie og krydderier sætter sig fast på kikærterne, før du spreder dem ud på en bageplade i ét lag.
Bag dem i 20 minutter til de er gyldne og sprøde, men husk at røre i herlighederne efter 10 minutter, så de bliver vendt undervejs.
Lad kikærterne køle af før du serverer dem.

Vil du undgå olien, kan du lade være med at tilføje den. Skyl i stedet kikærterne i koldt vand, før du vender dem med krydderierne. Vandet får krydderierne til at hænge bedre fast.

 

Rist kikærterne på panden

Den anden måde du kan få knasende kikærter på, er ved at riste dem stille på en varm pande. Ingredienserne er de samme, som når du bager dem i ovnen. Det er blot måden, du laver dem på, der er en anden.

 

Fremgangsmåde

Rist krydderierne i olien, men vent med at tilføje salt.
Når krydderierne dufter dejligt efter et minuts tid, kommer du kikærterne på panden, skruer ned for varmen og lader dem stege sammen med smagsgiverne.
De næste 10 minutter skal du ofte røre i kikærterne, så de ikke sætter sig fast på panden.
Når snacken ser sprød ud, og kikærterne har fået kulør, tilsætter du salt og tager dem af varmen.
Lad dem køle af før servering.

 

Sådan skal du opbevare kikærterne

De knasende kikærter kan sagtens holde sig sprøde i 3-4 dage. Du skal blot opbevare dem i en lufttæt boks i køkkenskabet.
Skulle det alligevel ske, at de mister lidt af sprødheden, kan den heldigvis genvindes ved at lægge dem i ovnen ved 200 grader i 5-10 minutter.

 

Gode krydderier

Du kan sagtens spise de sprøde kikærter au naturel, men de smager også skønt med krydderier, og du kan fint blande flere smagsgivere.

Vil du tilføje et spicy touch, er det oplagt at krydre med paprika, chili og cayenne, mens stødt kanel, fennikel, spidskommen, garam masala, koriander eller hvidløgspulver også er gode, hvis du ønsker en mere afdæmpet smag.

Prøv også at tilføje et drys røget paprika. Det får kikærterne til at smage som bacon.

 

Serveringsforslag

De knasende kikærter kan serveres på mange måder, og det er oplagt at spise dem til en god øl eller foran fjernsynet fredag aften med en film. Tag dem også med på farten som et lækkert, sundt mellemmåltid eller brug dem som et sprødt indslag i salater.

Kikærterne kan også bruges som topping på cremede grønsagssupper, hvor de fungerer som en fin erstatning for croutoner.

Kategori

Mad

Har du selv prøvet denne opskrift?

Vi elsker, når du deler dine resultater med os! Nævn os med tagget @GastroFun.dk på dine billeder på Instagram, så vi kan se, hvordan det gik.

Du kan også bruge tagget #gastrofundk.



Har du spørgsmål eller kommentarer til opskriften?

Skriv en kommentar nedenfor - eller find os på Instagram eller Facebook.


Sociale medier